Historien om Yunus, fred være med ham: I hvalens mave En lektion i anger, omvendelse og tro på Gud
I profeternes annaler er historien om Yunus (fred være medham), kendt som“Dhul Nun” (hvalens ejer), en af de mest indflydelsesrige og lærerige historier. Det er en historie, der viser, at profeter er mennesker, der begår fejl, at Guds barmhjertighed omfatter alt, og at døren til anger og omvendelse altid er åben for alle, der oprigtigt vender sig til Ham. Fra stor nød i havets dyb til utrolig lettelse er historien om Yunus en konstant påmindelse om vigtigheden af at indrømme sine fejl, være vedholdende i sin bøn og være sikker på, at der ikke findes nogen tilflugt eller flugt fra Gud undtagen gennem Ham.
Jonas’ opfordring: Befolkningen i Nineve og afrejsen i vrede
Gud sendte Yunus, fred være med ham, til sit folk i byen Nineve i Irak for at opfordre dem til at tilbede Gud alene og forlade polyteismen. Yunus kaldte på dem i lang tid, men hans folk troede ikke på ham, adlød ham ikke og fortsatte med deres flerguderi. Yunus fortvivlede over deres tro, blev vred på dem og troede, at hans folk aldrig ville tro, og at hans mission var slut med dem.
I et øjeblik af nød og vrede forlod Yunus, fred være med ham, sit folk uden at vente på Guds udtrykkelige befaling om at forlade det eller på, at Gud skulle informere ham om, at ingen af dem ville tro. Han begik den fejl at tro, at sagen var løst, og at pinen ville sænke sig over dem.
Beviser: Den Hellige Koran nævner denne uautoriserede afrejse i sine ord:
وَذَا النُّونِ إِذ ذَّهَبَ مُغَاضِبًا فَظَنَّ أَن لَّن نَّقْدِرَ عَلَيْهِ
(Surat al-Anbiya: 87).
Det vil sige, at han troede, at vi ikke ville chikanere ham eller straffe ham for det, han gjorde.
På skibet: Lodtrækning og møde med hvalen
Efter at have forladt sit folk gik Yunus (fred være med ham) om bord på et skib på havet. Da skibet sejlede på det åbne hav, kom der en voldsom storm, som næsten fik skibet til at synke. Skibets passagerer sagde: “Der er en slave blandt os, som er stukket af fra sin Herre, og vi må kaste ham i havet for at redde skibet.” De besluttede at trække lod om, hvem denne person var.
Der blev trukket lod, og det faldt på Yunus, fred være med ham. De gentog det igen, og det faldt på ham. De gentog det for tredje gang, og det faldt også på ham. Yunus indså, at dette var Guds skæbne, og at det, der skete med ham, skyldtes hans handlinger. På trods af sin status som profet afviste han ikke Guds skæbne, men kastede sig i havet.
Bevismateriale: Koranen nævner denne begivenhed i Surat al-Safat:
فَسَاهَمَ فَكَانَ مِنَ الْمُدْحَضِينَ (141) فَالْتَقَمَهُ الْحُوتُ وَهُوَ مُلِيمٌ (142)
(Surat al-Safat: 141-142).
“De, der bliver besejret” betyder: dem, der bliver besejret i lotteriet, og “bebrejdet” betyder: den, der gør det, der bebrejdes.
Den store hval opslugte ham på Guds befaling og slugte ham.
I hvalens mave: Tre mørke og en stor bøn
Yunus (fred være med ham) befandt sig i et overlejret mørke: Mørket i hvalens mave, mørket i det dybe hav og nattens mørke. I denne ekstreme nød, absolutte ensomhed og umulige overlevelsessituation indså Yunus fuldt ud, at han havde syndet mod sin Herre, og at han ikke havde nogen anden udvej end at henvende sig til Ham.
I dette mørke bønfaldt Yunus sin Herre og påkaldte Ham i en stor bøn, en af de største bønner for nød og angst, en bøn fyldt med ren monoteisme, bekendelse af skyld og lovprisning af Gud.
Beviser: Den Almægtige sagde i Surat al-Anbiya:
وَذَا النُّونِ إِذ ذَّهَبَ مُغَاضِبًا فَظَنَّ أَن لَّن نَّقْدِرَ عَلَيْهِ فَنَادَىٰ فِي الظُّلُمَاتِ أَن لَّا إِلَٰهَ إِلَّا أَنتَ سُبْحَانَكَ إِنِّي كُنتُ مِنَ الظَّالِمِينَ
(Surat al-Anbiya: 87).
Denne bøn var en oprigtig anger, en oprigtig fortrydelse, en anerkendelse af Guds enhed, en tilståelse af skyld og en renselse af Gud fra al ufuldkommenhed. Jonas fortsatte med at lovprise Gud i hvalens mave.
Beviser: Den Almægtige sagde i Surat al-Safat:
فَلَوْلَا أَنَّهُ كَانَ مِنَ الْمُسَبِّحِينَ (143) لَلَبِثَ فِي بَطْنِهِ إِلَىٰ يَوْمِ يُبْعَثُونَ (144)
(Surat al-Safat: 143-144).
Dette vers viser, at Jonas’ fortsatte lovprisning og bøn var grunden til, at han blev reddet fra at omkomme i hvalens bug.
Overlever og vender tilbage til sit folk: Nåde og tilgivelse
Gud den Almægtige besvarede Yunus’ bøn, fred være med ham, og beordrede hvalen til at kaste ham i land. Yunus blev kastet på stranden, han var svag og syg, men han overlevede ved et guddommeligt mirakel.
Beviser: Den Almægtige sagde i Surat al-Safat:
فَنَبَذْنَاهُ بِالْعَرَاءِ وَهُوَ سَقِيمٌ (145) وَأَنبَتْنَا عَلَيْهِ شَجَرَةً مِّن يَقْطِينٍ (146)
(Surat al-Safat: 145-146).
Takket være Guds barmhjertighed plantede han et græskartræ til at skygge ham for solen og give ham næring fra dets frugter. Da han var kommet sig, førte Gud ham tilbage til sit folk.
Her er endnu et mirakel. Mens Jonas var i hvalens mave, kom der pinsler over hans folk, og de så tegnene og indså, at de havde løjet over for deres profet. De angrede alle over for Gud og gik ud i ørkenen, hvor de bad, græd og bad om tilgivelse. Da Gud så oprigtigheden i deres omvendelse, løftede han pinen fra dem.
Beviser: Den Almægtige sagde i Surah Yunus:
فَلَوْلَا كَانَتْ قَرْيَةٌ آمَنَتْ فَنَفَعَهَا إِيمَانُهَا إِلَّا قَوْمَ يُونُسَ لَمَّا آمَنُوا كَشَفْنَا عَنْهُم عَذَابَ الْخِزْيِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَمَتَّعْنَاهُمْ إِلَىٰ حِينٍ
(Surah Yunus: 98).
Yunus vendte tilbage til dem og fandt ud af, at hans folk havde troet. Han glædede sig over deres tro og fortsatte med at kalde og vejlede dem.
Epilog: Store lektioner i omvendelse og vished
Historien om Yunus (fred være med ham) er en af de største historier, som giver muslimer en uforglemmelig lære:
- Vigtigheden af anger og omvendelse: Uanset hvor stor synden eller fejlen er, er døren til omvendelse altid åben, og Gud accepterer omvendelse fra sine tjenere. Yunus’ bøn: “Der er ingen anden gud end Dig, forherliget være Du, jeg var en af de uretfærdige” er nøglen til lindring for enhver nødlidende person.
- Visheden om Guds evne og barmhjertighed: Selv i det mørkeste mørke og den største fortvivlelse dukker glæden op ud af det blå, for Gud kan alt, og hans barmhjertighed er enorm.
- Fortvivl ikke over Guds barmhjertighed: Selv om en person tror, at der ikke er nogen udvej, er Guds barmhjertighed og hjælp tættere på ham, end han er klar over.
- Konsekvenserne af at forhaste sig og ikke autorisere fuldt ud: Historien lærer os, at profeter er mennesker, der begår fejl, og at det kan få konsekvenser at forhaste sig eller træffe beslutninger uden en eksplicit guddommelig befaling.
- Værdien af lovprisning og erindring: Tasbeeh var grunden til Yunus’ overlevelse, og det er et bevis på, at konstant erindring og bøn kan redde os fra fare.
- Guds barmhjertighed er enorm: Gud fjerner straffen fra nationer, hvis de oprigtigt angrer, og det åbner døren til håb for alle syndere.
Historien om Yunus (fred være med ham) er et levende vidnesbyrd om, at vejen tilbage til Gud altid er let, at oprigtig anger, oprigtig bøn og fast overbevisning er nøglen til at slippe ud af enhver nød, og at Gud er for barmhjertig til at opgive sine tjenere, hvis de vender sig til ham.
Hvad er den vigtigste lære, som historien om Jonas har efterladt dig med efter at have læst den så detaljeret?
