Historien om Farao: Den arrogante tyran og undertrykkernes skæbne

I Koranens tidløse fortælling er der ingen tyran som Farao, der gentagne gange nævnes som et symbol på grov uretfærdighed, blind arrogance og åbenlys utaknemmelighed over for Guds velsignelser. Hans historie er ikke bare en forbigående historisk fortælling fra fortidens sider, men en tidløs lektion, der overskrider tid og rum, og som viser, hvordan absolut magt og arrogant autoritet kan korrumpere den menneskelige sjæl til det punkt, hvor den gør krav på guddommelighed, og hvor uundgåelig undertrykkernes skæbne er, uanset hvor længe deres magt og tyranni varer. Det er en historie om en evig kamp mellem absolut uretfærdighed, som ikke kender nogen grænser, og den åbenbarede sandhed, hvor løgn ikke kommer mellem hænderne på ham eller bag ham, hvor Gud den Almægtiges storhed og hans absolutte evne manifesteres i de svages og tålmodiges sejr og de arrogante og utaknemmelige menneskers undergang.

En arrogant konge og uretfærdigt slaveri: Egypten under Farao før Moses

Farao var konge af Egypten, og hans arrogance, stolthed og indbildskhed gik så vidt, at han gjorde krav på guddommelighed for sig selv, da han sagde til sit folk: “Jeg er jeres øverste herre” (Al-Nazarat: 24): “Jeg er jeres øverste herre” (Al-Naz’at: 24), og han sagde: “Jeg har ikke lært jer nogen anden gud end mig selv” (Al-Qur’an: 38). Han indførte sin absolutte autoritet over sit folk og gjorde israelitterne, efterkommerne af profeten Jakob, fred være med ham, som havde boet i Egypten siden Josefs tid, fred være med ham, til slaver. Farao gjorde dem til en sårbar gruppe i sit land og påførte dem den værste tortur og ydmygelse, brugte dem til hårdt arbejde og store byggerier, slagtede deres nyfødte drengebørn og holdt kvinderne i live. Denne brutale forfølgelse skyldtes et syn, Farao havde set, eller en profeti, han havde modtaget fra sine præster, om at et barn født af israelitterne ville blive årsagen til hans død.

Koranens beviser: Koranen beskriver hans tilstand og hans folks tilstand under hans magt i Surat al-Qasas og fremhæver hans tyranni og korruption:

إِنَّ فِرْعَوْنَ عَلَا فِي الْأَرْضِ وَجَعَلَ أَهْلَهَا شِيَعًا يَسْتَضْعِفُ طَائِفَةً مِّنْهُمْ يُذَبِّحُ أَبْنَاءَهُمْ وَيَسْتَحْيِي نِسَاءَهُمْ ۚ إِنَّهُ كَانَ مِنَ الْمُفْسِدِينَ

(Historier: 4).

I denne atmosfære fyldt med frygt, forventning og uudholdelig forfølgelse bestemte Guds visdom og magt, at der skulle fødes et barn blandt israelitterne, som senere skulle blive deres ærkefjende og årsagen til deres ødelæggelse , Moses, fred være med ham.

Historien om Moses’ fødsel og opvækst i Faraos hus: Historien om Moses’ fødsel og opvækst i Faraos hus

I historien om Moses’ fødsel er det første tegn på Guds mirakuløse håndtering af Faraos skæbne tydeligt, og hvordan Gud håndterer sagen fra et sted, hvor mennesker ikke forventer det. Da Moses’ mor var på toppen af sin frygt og forvirring over sin nyfødte fra Faraos og hans soldaters undertrykkelse, blev hun inspireret af en stor og meget mærkelig guddommelig befaling, som overgår al menneskelig logik: At lægge sin spæde søn i en lille trækiste og kaste ham i den strømmende Nil. Det var en enorm udfordring for hendes tro og tillid til sin Herre, for hvordan kunne hun kaste sin lille dreng ud i en ukendt skæbne mellem flodens bølger? Men hun stolede på, at hendes Herre, som aldrig bryder sit løfte, ville bringe ham tilbage til hende og gøre ham til en af budbringerne.

Koranens beviser: Denne mirakuløse åbenbaring, der bragte fred til den skræmte mors hjerte, er nedskrevet i Sura Taha:

وَأَوْحَيْنَا إِلَىٰ أُمِّ مُوسَىٰ أَنْ أَرْضِعِيهِ ۖ فَإِذَا خِفْتِ عَلَيْهِ فَأَلْقِيهِ فِي الْيَمِّ وَلَا تَخَافِي وَلَا تَحْزَنِي ۖ إِنَّا رَادُّوهُ إِلَيْكِ وَجَاعِلُوهُ مِنَ الْمُرْسَلِينَ

(Taha: 38).

Hun kastede ham i floden, og hans søster Maryam fulgte i al hemmelighed hans spor og betragtede hans skæbne med angst og forventning. Ved Guds kraft og visdom samlede Faraos tjenere ham op fra floden og præsenterede ham for Farao og hans retfærdige kvinde, Asia. Gud kastede kærligheden til Moses ind i Asias hjerte, og hun så lys og uskyld i barnet og bad Farao om ikke at slå ham ihjel, men at tage ham til sig som deres søn, så han kunne blive hendes og hans øjesten.

Her er endnu et mirakel i det guddommelige forsyns kæde: Spædbarnet Moses afviste alle de vuggestuer, som kvinderne i Egypten bragte til ham. Hans søster foreslog, at hun skulle vise dem en husstand, som ville tage sig af ham og passe ham, og det gik de med til. Således blev Moses givet tilbage til sin mor, som skulle passe og pleje ham i Faraos palads, hvilket hun blev betalt for, og Guds løfte om at give ham tilbage til hende og gøre ham til en af budbringerne gik i opfyldelse. Moses voksede op i Faraos palads i herlighed og lykke og lærte kunsten at regere og administrere, men hans hjerte var hos israelitterne, som blev undertrykt og gjort til slaver uden for paladsets mure, og han så med egne øjne den uretfærdighed, der blev begået mod dem.

Den dræbende hændelse og migrationen til Madin: Modenhed og forberedelse til missionsbefalingen

Da Moses nåede sin høje alder, hans fysiske og mentale styrke var fuldstændig, og han gik i byen, fandt han to mænd, der kæmpede: Den ene var en bani israelit (hans folk), og den anden var en kopter (Faraos folk). Den undertrykte israelit kaldte på hjælp, og Moses gav kopteren et kraftigt puf, som utilsigtet dræbte kopteren. Moses fortrød sin handling og indså, at han havde gjort noget forkert, så han vendte sig til sin Herre i anger og tilgivelse.

Koranens beviser: Den Almægtige sagde på tungen af Moses, fred være med ham, da han bekendte sin skyld og bad om tilgivelse:

قَالَ رَبِّ إِنِّي ظَلَمْتُ نَفْسِي فَاغْفِرْ لِي فَغَفَرَ لَهُ ۚ إِنَّهُ هُوَ الْغَفُورُ الرَّحِيمُ

(Surat al-Taqs: 16).

Farao hørte om hændelsen og ville dræbe ham som hævn for kopterne. En mand fra den anden ende af byen (efter sigende en troende fra Faraos familie) rådede Moses til at flygte fra byen hurtigt, fordi Farao og hans folk planlagde at dræbe ham. Moses gik ud i frygt og vidste ikke, hvor han skulle gå hen, men han stolede på sin Herre og bad: “Herre, frels mig fra det uretfærdige folk” (Historier: 21).

Moses rejste til Midjansland, et land uden for Faraos jurisdiktion. Efter en anstrengende rejse kom han til en brønd, hvor han fandt hyrder, der vandede deres flokke, og to kvinder, der passede deres får. Moses gik i forvejen og vandede dem, hvorefter han gik ind i skyggen og bad til sin Herre. Deres far, profeten Shu’ayb, fred være med ham (eller en retfærdig mand fra Midians folk), hørte om Musas styrke og ærlighed, så han inviterede ham til sig og giftede ham med en af sine døtre, og Musa blev i ti år, hvor han opfyldte sin medgift, i et roligt miljø væk fra Faraos undertrykkelse, lærte at vogte får, modnedes og forberedte sig på at bære det store budskab og konfrontere tyranniet.

Åbenbaring og profeti: Guds tale og utrolige mirakler

Da Moses havde gennemført den aftalte periode, rejste han med sit folk tilbage til Egypten. På vejen tilbage, en kold og mørk nat, tæt på Tor-bjerget, så han en ild i det fjerne. Han gik hen for at undersøge sagen, og der skete det store møde og den direkte guddommelige instruktion, som ingen anden profet nogensinde havde modtaget. Hans Herre kaldte på ham fra højre side af Al-Tur på det velsignede sted ved træet.

Koranens beviser: Den hellige Koran beskriver dette majestætiske møde, der markerede begyndelsen på Moses’ profetskab, i Sura Taha og Al-Qasas:

فَلَمَّا أَتَاهَا نُودِيَ مِن شَاطِئِ الْوَادِ الْأَيْمَنِ فِي الْبُقْعَةِ الْمُبَارَكَةِ مِنَ الشَّجَرَةِ أَن يَا مُوسَىٰ إِنِّي أَنَا اللَّهُ رَبُّ الْعَالَمِينَ (30) وَأَنْ أَلْقِ عَصَاكَ ۖ فَلَمَّا رَآهَا تَهْتَزُّ كَأَنَّهَا جَانٌّ وَلَّىٰ مُدْبِرًا وَلَمْ يُعَقِّبْ ۚ يَا مُوسَىٰ أَقْبِلْ وَلَا تَخَفْ ۖ إِنَّكَ مِنَ الْآمِنِينَ (31) اسْلُكْ يَدَكَ فِي جَيْبِكَ تَخْرُجْ بَيْضَاءَ مِن غَيْرِ سُوءٍ ۖ وَاضْمُمْ إِلَيْكَ جَنَاحَكَ مِنَ الرَّهْبِ ۖ فَذَانِكَ بُرْهَانَانِ مِن رَّبِّكَ إِلَىٰ فِرْعَوْنَ وَمَلَئِهِ ۚ إِنَّهُمْ كَانُوا قَوْمًا فَاسِقِينَ (32)

(Surat al-Taqs: 30-32).

I dette store møde gav Gud ham to store mirakler, som skulle tjene som bevis på hans profetskab over for Farao: Hans stav, der bliver til en søgende slange (en stor slange), oghans hånd, der kommer ud i hvidt uden nogen skadelige virkninger (skinnende af lys). Han beordrede ham til at gå til Farao for at kalde ham til Guds monoteisme og for at befri israelitterne fra hans slaveri. Moses følte sig skræmt af opgavens størrelse og bad sin Herre om at sende sin bror Aron med ham, fordi han var mere velformuleret og i stand til at forklare, så Gud besvarede hans bøn og gjorde Aron til profet og hans tjener for at styrke hans styrke.

Den store konfrontation med Farao: Mirakler og endeløs stædighed

Moses og Aron, fred være med dem, vendte tilbage til Egypten, gik ind til Farao, præsenterede ham for den rene monoteismes kald og bad ham om at sende israelitterne med dem. Men Farao var arrogant og stædig og øgede sit tyranni, beskyldte dem for magi og samlede Egyptens dygtigste magikere for at konfrontere dem på en stor festdag, Smykkedagen, foran en stor menneskemængde, for at vise sin magt og besejre Moses foran alle.

På udsmykningens dag mødtes Moses med Faraos magikere. Magikerne kastede deres reb og pinde, og de blev til levende væsener med en stor optisk illusion, som forbløffede publikum. Så kastede Moses sin stav, og den blev til en stor, ægte slange, som slugte alle de reb og pinde, som magikerne havde kastet. Foran dette bemærkelsesværdige mirakel, der overskred grænserne for menneskelig magi, indså tryllekunstnerne, at dette ikke var magi, men en sandhed fra Gud og en guddommelig kraft, og de kastede sig ned og troede på Moses’ og Arons Herre.

Koranens beviser: Koranen skildrer troldmændenes tro og deres omvendelse i Sura Taha:

قَالُوا آمَنَّا بِرَبِّ هَارُونَ وَمُوسَىٰ

(Surat Taha: 70).

Farao blev vred over sine magikeres tro og straffede dem hårdt, huggede hænder og fødder af dem og korsfæstede dem, men de forblev urokkelige i deres tro og så døden i øjnene med sikkerhed. Gud sendte derefter en række tegn (mirakler) til Farao og hans folk som et afgørende bevis på Moses’ oprigtighed og som en straf for deres vantro og stædighed, så de kunne vende tilbage. Hver gang en ulykke ramte dem, appellerede de til Moses om at fjerne den fra dem og lovede at tro og sende israelitterne, men da Gud åbenbarede det, brød de deres pagt og blev arrogante igen.

Koranens beviser: Koranen nævner disse vers i sura al-A’raf (begyndende med vers 130) og i detaljer i andre suraer:

1. Oversvømmelsen: Kraftig regn og oversvømmelser oversvømmede deres jord og hjem og ødelagde deres afgrøder.
2. Græshopper: Store sværme af græshopper spiste resterne af deres afgrøder og ødelagde alt andet.
3. Lus: Lus angriber deres kroppe og hjem og forårsager ubehag og kløe.
4. Frøer: Frøer oversvømmet overalt, deres hjem, deres sengetøj, deres mad, deres drikke.
5. Blod: Nilens vand og alt drikkevand blev til blod, og de kunne ikke finde drikkevand.
6. Mangel på frugt: Deres afgrøder er meget mangelfulde.
7. År: Hungersnøden og tørken, der ramte landet.
8. Hånden og staven: De to oprindelige mirakler, som Moses kom med.
9. Adskil menneskene: (eller pinden og den hvide hånd)

Men Faraos og hans folks hjerte var blevet forhærdet, og de blev kun mere arrogante og stædige, indtil de nåede et punkt, hvor der ikke var nogen vej tilbage.

Forfølgelsen af israelitterne: Kulminationen på tyranni og uundgåelig undergang

Efter alle disse tegn, og efter at Moses havde fortvivlet over Faraos og hans folks tro, og efter at han havde udtømt alle muligheder for at invitere og advare, inspirerede Gud ham til at føre israelitterne ud af Egypten om natten. Moses fulgte sin Herres befaling, og israelitterne, som blev anslået til at være i hundredtusindvis, drog af sted mod Det Røde Hav og efterlod mange års slaveri bag sig.

Farao hørte om deres afrejse, blev rasende, følte, at hans rige var ved at falde sammen, mobiliserede sin store hær med alt sit kavaleri og udstyr og gik efter dem med en vrede og et had uden lige, fast besluttet på at udslette dem og knuse dem til jorden. Farao og hans hær indhentede Moses og israelitterne på bredden af Det Røde Hav. Israelitterne befandt sig i en uundgåelig situation: Havet foran dem med sine enorme bølger, og Faraos enorme hær bag dem, der marcherede mod dem. Fortvivlelse og frygt greb israelitterne om hjertet, og de sagde til Moses: “Vi er dødsdømte!” (dvs. Farao vil helt sikkert fange os og tilintetgøre os).

Men Moses, fred være med ham, var et eksempel på styrke og absolut sikkerhed for Guds sejr. Hans tro vaklede ikke et eneste øjeblik, og han svarede dem med et beroligende og fortrøstningsfuldt hjerte, idet han vidste, at Gud er med ham og ikke vil svigte ham:

Koranens beviser: Den Almægtige sagde i Surat al-Shu’araa, hvor han understregede Guds forsyn:

قَالَ كَلَّا ۖ إِنَّ مَعِيَ رَبِّي سَيَهْدِينِ

(Digtere: 62).

I det afgørende øjeblik kom Guds mirakuløse befaling til Moses om at slå på havet med sin stav.

Koranens beviser: Koranen beskriver dette mirakuløse under, som kun er troværdigt ved Guds kraft, i Surat al-Shu’araa:

فَأَوْحَيْنَا إِلَىٰ مُوسَىٰ أَنِ اضْرِب بِعَصَاكَ الْبَحْرَ ۖ فَانفَلَقَ فَكَانَ كُلُّ فِرْقٍ كَالطَّوْدِ الْعَظِيمِ (63) وَأَزْلَفْنَا ثَمَّ الْآخَرِينَ (64) وَأَنجَيْنَا مُوسَىٰ وَمَن مَّعَهُ أَجْمَعِينَ (65) ثُمَّ أَغْرَقْنَا الْآخَرِينَ (66)

(Digtere: 63-66).

Det store hav delte sig ved Guds kraft, og der opstod en tør vej mellem to store bjerge med ophobet vand. Moses og israelitterne krydsede den i fred og sikkerhed. Da Farao og hans soldater fulgte efter dem, gik de ind på den tørre vej, og i det øjeblik den sidste af dem gik ind, lukkede havet sig over dem på Guds befaling, og de druknede alle sammen, og ingen overlevede, så deres ødelæggelse kunne blive et eksempel for verden. Farao blev kastet op på stranden, så folk kunne se det, og Gud bevarede hans krop som et tegn for dem, der kom efter ham, et bevis på undertrykkernes og de arrogante folks skæbne.

Koranens beviser: Den Almægtige sagde i Surah Yunus:

فَالْيَوْمَ نُنَجِّيكَ بِبَدَنِكَ لِتَكُونَ لِمَنْ خَلْفَكَ آيَةً ۚ وَإِنَّ كَثِيرًا مِّنَ النَّاسِ عَنْ آيَاتِنَا لَغَافِلُونَ

(Yunus: 92).

[Du kan læse mere om historien om profeten Moses og hans mirakler i vores artikel på islamly.net: Historien om Moses, fred være med ham: Den store konfrontation, overlevelsesmirakler og befrielse af israelitterne fra uretfærdighed ]

(For at se faraoens mumie, der er bevaret på det egyptiske museum som historisk bevis for denne historie, kan du besøge dette link: Farao Ramses II’s mumie)

Guds sejr befriede Moses og israelitterne fra århundreders slaveri og forfølgelse, og de begyndte et nyt liv i frihed og tilbedelse af Gud alene, efter at de med egne øjne havde set, hvordan Gud griber ind for at opretholde sandheden.

Efterskrift: Tidløs lærdom om undertrykkernes skæbne og storheden i Guds magt

Historien om Farao og Moses, fred være med ham, er en af de rigeste historier i Koranen med endeløse lektioner og lærdomme:

• Uretfærdighedens og tyranniets skæbne: Historien om Farao er en konstant advarsel til enhver arrogant og tyrannisk person, der undertrykker mennesker og dominerer jorden, om at enden på uretfærdighed er alvorlig og smertefuld, at Gud er langmodig, og at guddommelig retfærdighed uundgåeligt vil blive opfyldt.
• Absolut vished om Guds sejr: Selv under de mørkeste og mest desperate omstændigheder, når havet er foran dig, og fjenden er bag dig, er visheden om, at Gud er med dig, nøglen til lindring og overlevelse, og den oprigtige tawakkul åbner dørene til det umulige.
• Storheden i Guds forsyn: Hvordan Gud styrer ting, hvor mennesker ikke forventer det, rejser undertrykkerens fjende i hans eget hus og ødelægger ham af den svageste årsag (vandet, som han var stolt af og kontrollerede).
• Vigtigheden af vedholdenhed over for løgn: Historien om Moses understreger vigtigheden af, at profeter og prædikanter står fast på sandheden, ikke er bange for undertrykkernes undertrykkelse, og at sejren tilhører de tålmodige troende, der stoler på Guds løfte.
• Guds mirakler: En indikation af hans enhed og magt: De mirakuløse undere, som Gud støttede Moses med, var afgørende beviser på Guds enhed, hans absolutte evne til at ændre kosmiske love for at beskytte sine tjenere og opretholde sandheden, og at enhver kraft i universet er underlagt hans befaling.
• Glæde efter modgang: Hele historien er en serie af modgang efterfulgt af glæde for at lære nationen, at med modgang kommer medgang, at sejr kommer efter tålmodighed, og at enden på enhver modgang er en guddommelig velsignelse.

Historien om Farao er et konstant vidnesbyrd om, at der ikke er nogen sejrherre undtagen Allah, at resultatet er for de fromme, og at Allah ikke svigter sine troende tjenere, men snarere befrier dem, giver dem sejr og styrke og tilintetgør deres fjender og gør dem til et eksempel for fremtidige generationer.

Sammendrag af lyd

Hvad er den vigtigste lære, som historien om Farao og hans skæbne har efterladt dig med efter at have læst den så detaljeret?