Forsoningen af Hudaibiya: Nøglen til erobring Profetens strategi og diplomatiske skarpsindighed
I det sjette år af Hijrah drog Profeten (fvmh) og hans ledsagere ud for at udføre Umrah, men Quraysh forhindrede dem i at komme ind i Mekka. Under disse omstændigheder fandt forsoningen i Hudaibiyasted, som på overfladen virkede uretfærdig over for muslimerne, men som i virkeligheden var en klar sejr og et tegn på profetens diplomatiske skarpsindighed. Hvad er historien om denne forsoning, og hvordan førte den til realiseringen af den store erobring?
Umrah-rejsen og Quraysh-forbuddet
Profeten forlod Madinah i Dhu al-Qa’dah i det sjette år af Hijrah sammen med omkring 1.400 ledsagere for at tage til Allahs hellige hus for at udføre Umrah. Han havde ingen våben undtagen sværd i deres skeder, hvilket signalerede intentionen om fred og Umrah og ikke krig. Da nyheden om muslimernes ankomst nåede Quraysh, insisterede de på at forhindre dem i at komme ind i Mekka af frygt for deres status og værdighed, og de sendte Urwa bin Masoud al-Thaqafi og andre til at forhandle.
Radwans Bay’ah: Opfyldelse af de troende
Mens forhandlingerne var i gang, sendte Profeten Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham) til Quraysh for at forhandle, men Uthman kom for sent, og der gik rygter om, at han var blevet myrdet. Ledsagerne svor derefter profeten troskab under et træ på et sted, der er kendt som Hudaibiya, og lovede at kæmpe til døden for at hævne Uthman. Dette løfte, kendt som Al-Radwan-løftet, var et bevis på følgesvendenes oprigtige tro og deres vilje til at ofre sig for Allahs og hans budbringers skyld.
Beviser: Den hellige Koran nævner dette velsignede troskabsløfte i Sura Al-Fath:
لَّقَدْ رَضِيَ اللَّهُ عَنِ الْمُؤْمِنِينَ إِذْ يُبَايِعُونَكَ تَحْتَ الشَّجَرَةِ فَعَلِمَ مَا فِي قُلُوبِهِمْ فَأَنزَلَ السَّكِينَةَ عَلَيْهِمْ وَأَثَابَهُمْ فَتْحًا قَرِيبًا
(Surat al-Fath: 18).
Forsoningsklausuler: Bitter, men åben
Da det stod klart, at Uthman ikke var blevet dræbt, og efter vanskelige forhandlinger, blev der underskrevet en forsoning mellem Profeten (fred være med ham) og Suhail ibn Amr, som repræsenterede Quraysh. Vilkårene for denne forsoning virkede uretfærdige for muslimerne, og de vigtigste af dem var:
- En tiårig indstilling af fjendtlighederne.
- Muslimer vil vende tilbage til Madinah i år uden at udføre Umrah, og vil vende tilbage for at udføre den næste år.
- Den, der kommer fra Quraysh som muslim til profeten, vil blive sendt tilbagetil dem, og den, der kommer fra muslimerne som frafalden til Quraysh, vil ikke blive sendt tilbage til dem.
- Enhver stamme, der ønsker at indgå en alliance med muslimer eller Quraysh, er fri til at gøre det.
Nogle af følgesvendene, anført af Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham), protesterede mod disse betingelser og så dem som en fornærmelse mod muslimerne. Men Profeten så i sin visdom, hvad andre ikke så, og var overbevist om, at denne forsoning ville være god for muslimerne.
Beviser: Detaljerne i disse klausuler er nævnt i Sahih al-Bukhari og andre bøger om Sunnah og Sira.
Profetens visdom og fremsynethed: Den åbenbarede erobring
Profetens visdom blev snart tydelig. Den hellige Koran beskriver denne forsoning som en “erobring”.
Bevismateriale: Den almægtige Gud sagde:
إِنَّا فَتَحْنَا لَكَ فَتْحًا مُّبِينًا
(Surat al-Fath: 1).
Hvordan var forsoningen af Hudaibiya en erobring?
- Quraysh anerkender muslimerne som en politisk kraft: For første gang indgås der en traktat med muslimerne, som stiltiende anerkender deres status som stat i Medina.
- At sprede kaldet frit: Indstillingen af kampene i ti år gjorde det muligt for muslimerne at sprede opfordringen til de arabiske stammer mere frit uden frygt for Qurayshs krigsførelse. Flere mennesker blev muslimer i denne periode end i alle de foregående år.
- Stammerne indgik en alliance med profeten: Khuza’a-stammen indgik en alliance med muslimerne, mens Bakr-stammen indgik en alliance med Quraysh. Dette spillede en stor rolle i de efterfølgende begivenheder.
- Forberedelse til erobring af Mekka: Den tilsyneladende uretfærdige betingelse (at returnere dem, der kommer som muslimer) varede ikke længe, da erfaringen viste, at den var til fordel for muslimerne. Qurayshs brud på ikke-angrebsklausulen mod muslimske allierede (da Bakr angreb Khuza’a) var den direkte årsag til erobringen af Mekka to år senere.
Konklusion: Guddommelig strategi og profetisk diplomati
Forsoningen i Hudaybiyyah er et unikt eksempel i Profetens biografi på klogt lederskab, der ser på de vidtrækkende konsekvenser og ofrer det tilsyneladende for at opnå de større interesser. Denne forsoning var en lektion i diplomati og tålmodighed og en stor erobring for muslimerne, ikke mindre vigtig end de militære erobringer. Den beviser, at visdom og fremsynethed med tillid til Gud kan opnå sejre, som ikke er synlige for det blotte øje i første omgang, men som fører til meget godt.
Hvad er den vigtigste visdom, du har lært af Profetens beslutning om at acceptere Hudaibiyas forsoning?
